LU13

Kompetencemålene

I 2013 udkom den seneste reform for Læreruddannelsen, LU13
I læreruddannelsen er faget praktik en meget central faktor, hvor praktikken har en praktisk og pædagogisk dimension, der har fokus på de studerendes arbejde med eleverne. Ligeledes er der en analytisk tilgang, hvor der fokuseres på egen og andres praksis med henblik på udvikling. I alle 3 praktikperioder behandles der 3 kompetenceområder - didaktik, klasseledelse og relationsarbejde. Kompetenceområderne har et overordnet kompetencemål, som yderligere er delt i videns- og færdighedsmål. Disse mål har en stigende progression, som gerne skal sikre en udvikling for de  studerende fra deres første praktikophold til deres tredje praktikperiode på fjerde årgang.

"Skolens virkelighed skal ind i læreruddannelsens virkelighed, fordi den bidrager med autentiske problemstillinger og giver de studerende et godt udgangspunkt for at blive udfordret på deres lægmandsopfattelser, gisninger og teoretisk baserede forståelser. Dette sker bedst i den kontekst, hvor det virkeligt gælder - i skolen og med børnene" (Eriksen & Wullum, 2014)

Praktikkoordinatorens ansvar

Ansvaret for praktikken ligger hos praktikkoordinatoren. Koordinator har gennem hele praktikforløbet fokus på de studerendes og praktiklærernes samarbejde. Koordinator deltager ved minimum én vejledningstime og beslutter i sidste ende om der skal indstilles til bestået eller ikke-bestået praktikforløb.

I tilfælde hvor der er tvivl om, hvorvidt en studerende vil bestå praktikforløbet, tager praktikkoordinator kontakt til Læreruddannelsens praktikansvarlige. Praktikkoordinator bør sikre, at der i disse tilfælde gives den fornødne hjælp fra praktiklærerne til den studerende.

Mejrup Skole modtager studerende fra flere forskellige læreruddannelsessteder. Det er koordinator, der har kontakte til disse steder.

Koordinator har adgang til Praktikportalen og har ansvaret for, at denne holdes ajour.

Praktiklærerens ansvar

Det er praktiklæreren, der har den daglige kontakt med den/de studerende. Det er derfor lærerens ansvar, at den/de studerende får præsenteret muligheder, der gør, at de kan lykkes med deres praktik.

Praktiklæreren er ansvarlig for at inddrage praktikkoordinator i praktikforløbet, hvis der er behov for det.