Undervisningsmiljøvurdering 

Ifølge Undervisningsmiljøloven om elever og studerendes undervisningsmiljø skal skolen sikre, at der udarbejdes en undervisningsmiljøvurdering af det fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø. Vurderingen skal være med til at sætte fokus på undervisningsmiljøet og eventuelle indsatsområder samt skabe en fælles dialog om og udvikling af undervisningsmiljøet sådan, at eleverne trives bedst muligt.  

Vores undervisningsvurdering består af fire punkter: 
Kortlægning af det fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø 
Beskrivelse og vurdering af evt. undervisningsmiljøproblemer jf. kortlægningen 
Fremtidige fokuspunkter 
Handleplan til forbedring af undervisningsmiljøet
 
 
Det faglige læringsmiljø og trivsel 
Mejrup Skoles elever oplever generelt tillid til deres egen faglighed og fremskridt. De har en fin fornemmelse for hensigtsmæssige mestringsstrategier i mødet med nye emner og faglige udfordringer, ligesom kortvarige forstyrrelser ikke går ud over koncentrationen.  

Vi arbejder med variation i undervisningen og afvekslende arbejdsformer.  

Vi har stort fokus på et godt læringsmiljø, hvor gode arbejdsvaner og overgange mellem aktiviteter indarbejdes fra skolestarten. 

Eleverne modtager undervisningsmateriale i form af såvel nyere bøger som adgang til forskellige fagportaler og faglige platforme. 

For at sikre et højt fagligt og didaktisk niveau, underviser lærerne primært i deres linjefag eller fag, de gennem tiden har opnået linjefagslignende kompetencer i. 
 
 
Trivsel, herunder det sociale og psykiske miljø 
Generelt er 96-97% af eleverne glade for at gå i skole og har et positivt tilhørsforhold til deres klasse og -kammerater. 98% vurderer selv, at de aldrig har mobbet nogen, dog oplever 12% (0-3.kl) og 7% (4-9.kl.) sig drillet eller mobbet i dette skoleår. En sådan forskel kan hænge sammen med, at nogle elever sjældent ser deres egen rolle eller andel i sammenhæng med andres trivsel.

Et element i PALS er netop arbejdet med at skabe synlighed og opmærksomhed på, at vi er sammen om at skabe god trivsel for hinanden.  Bl.a. arbejder skolens pædagogiske personale med PALS-indsatsen ’involverende tilsyn’ i pauser og frikvarterer for at understøtte aktiviteter, sprog og relationer og sætte ind overfor uhensigtsmæssig adfærd. Vi tror på, at en øget synlighed og positiv interaktion bidrager til bedre social og faglig trivsel.  

Eleverne evaluerer løbende deres egen og klassens trivsel. Dette foregår i USU-timerne, hvor igangværende og kommende fokusområder drøftes, igangsættes eller øves. Eleverne opøves i at give deres mening til kende om alt fra legeaftaler, sproget i klassen, konflikter, hierarki til involvering af en voksen, når eller hvis, man har noget på hjerte.  

Gennem det systematiske arbejde med PALS i klassernes USU-timer sættes fokus på vores positive forventninger, som bygger på de fem sociale kompetencer; ansvar, selvhævdelse, selvkontrol, samarbejde og empati. Via dette og den daglige undervisning får vi således indblik i vores elevers generelle trivsel og klassetrivslen. De gode relationer mellem elev og lærer er desuden med til, at der hurtigt kan sættes ind, hvis en elev mistrives.  

Eksempler på et understøttende beredskab: 
PALS, herunder involverende tilsyn 
Trin2 (AKT-vejledere, læse- og matematikvejledere) 
2-lærerordning som understøtter individuelle elevsamtaler 
Antimobbestrategi 
”Veje til det gode liv” (SSP-folder for Holstebro Kommune)
Kostpolitik 
Omsorgshandleplan 
Årshjul for trivselsarbejdet (National trivselsmåling, Dialog om trivselsmåling mellem ledelse og klasseteam, Klassetrivsel.dk, K-log, Trivselsplan og løbende evaluering heraf)
 
 
Desuden laver Mejrup Skole hen over et skoleår forskellige tiltag og fællesaktiviteter, der skal styrke trivslen på skolen, hos eleverne og det sociale liv eleverne imellem.  

Eksempler på disse kan være: 
Trivselsforløb i klasserne med forskellige samarbejdsøvelser 
Trivselsdag 
Klasseforældreråd 
Elevråd for mellemtrin og overbygning, herunder elevrådsarrangementer 
Venskabsklasser 
Motionsdag/idrætsdage  
Morgensamlinger 
Jule- og sommerafslutning 
Blokdage 
Tværsuger
X:it 
Juleklip 
Fastelavnsfest i indskolingen 
Lejrskole og hytteture 
Udflugter ud af huset, klasse- eller årgangsvis 

 
De fysiske og æstetiske rammer 
Der er generelt en tilfredshed med skolens rammer og udsmykning samt klassernes indretning. Dele af skolens toiletter er nedslidte, hvilket fremgår af målingen for de klasser, der benytter disse. Desuden oplever 1/3 del af eleverne luften i klasselokalerne som tung, hvilket kan hænge sammen med den 1/3 del, der en gang i mellem har hovedpine. Grundet stor tilstrømning til lokalområdet og dermed også skolen, har vi store klassekvotienter, og det skærper kravene til hyppig udluftning i lokalerne. Dette er en opgave for såvel klassedukse som personaler at sikre hver dag. 

Over de næste tre år står Mejrup Skole over for en kraftig udvidelse af skolens kapacitet, og i denne proces vil også toiletterne ved skolens mellemtrin blive renoveret. 

Over halvdelen af skolens elever oplever, at de en gang imellem bliver forstyrret af larm i timerne. Dette er et opmærksomhedspunkt for alt personale, som løbende italesættes og arbejdes med i klasserne med henblik på at skabe en bevidsthed hos eleverne om, at de på dette område har stor indflydelse på tiltag, der minimerer støjgener. Vi er opmærksomme på, at de eksisterende klassestørrelser og store klassekvotienter også kan have en betydning for oplevelsen af støj. 

Skolens udeområder opleves for 56% af eleverne som mangelfulde. Elevrådene opfordres til at komme med idéer til forbedringer, som vi inden for skolens økonomiske ramme forsøger at imødekomme. Mejrup Skole Skolebestyrelsen har udearealerne som et opmærksomhedspunkt og vil udarbejde en plan for i hvilke tempi, der kan laves forbedringer inden for den økonomiske råderamme i årene fremover.
 
 
Støtte og inspiration 
Eleverne er glade for deres lærere og oplever overvejende at kunne få den hjælp, de har brug for. Dog synes mange, at de har en lav grad af medbestemmelse på undervisningen og undervisningsaktiviteter. For flere af de klasser, hvoraf vi på klasseniveau kan se, at det er mere udtalt, har klasseteamene via deres trivselsplaner fokus på at synliggøre, hvornår og hvordan eleverne via medansvar får medindflydelse på undervisningsaktiviteterne.  

Overordnede resultater fra trivselsmålingen 0.-9. klasse skoleåret 20/21
Trivselsmålingen er foretaget i foråret i skoleåret 19/20, men danner afsæt for trivselsarbejdet i skoleåret 20/21.  

Overordnet set scorer social trivsel på Mejrup Skole (MS) højt med et gennemsnit på 4,3 %. Faglig trivsel samt ro og orden ligger med et gennemsnit på 3,9%. MS scorer lavest på ’Støtte og inspiration’ med 3,3%. De gennemsnitlige resultater fordeler sig forholdsvist ens uanset køn.  

Af resultaterne opdelt på klassetrin placerer årgangene sig enten over eller på gennemsnittet. Dog fremstår gennemsnittet for undersøgelsesgrupperne ’Social og faglig trivsel’ lavere på 7. årgang. Alle klasseteams laver lokale klassetrivselsplaner, hvor de forholder sig til den enkelte klasses besvarelse og på baggrund af denne iværksætter tiltag på klasseniveau. Trivselsplanerne drøftes med nærmeste leder, ligesom de løbende revurderes og evalueres fx ved hjælp af klassetrivsel.dk og K-log. 


Konkrete fokusområder
Vi vil arbejde med tre fokusområder med hver deres konkrete indsatser:
Accept / fejlkultur:
Der laves forskellige konkrete indsatser på klasseniveau afhængig af de konkrete udfordringer i de enkelte klasser.
Vi vil italesætte betydningerne og værdien af fejl, som noget vi kan lære af.
Vi vil i forhold til PALS arbejde med de to indsatsområder ”Selvhævdelse” og ”Empati”
Vi vil arbejde med at motivere alle til at komme frem med idéer og meninger på en positiv måde. 
Medbestemmelse:
Vi vil inddrage eleverne i større omfang og synliggøre, hvornår de har medbestemmelse.
Vi vil tydeliggøre, hvordan eleverne via medansvar opnår medindflydelse.
Larm i timerne:
Vi vil arbejde med klasserumsledelse.
Vi vil arbejde med de to PALS-indsatser ”Selvkontrol” og ”Ansvar”

keyboard_arrow_up Sidst opdateret 12. januar 2021 af